Hold nu op, hvor går dagene bare hurtigt, når man går hjemme med en lille bebs. Jeg synes efterhånden, at det går meget bedre. Han skriger ikke længere konstant og da han begyndte at smile bevidst for et par uger siden, blev alt meget bedre - jeg overvejer ikke længere at kyle ham ud af vinduet. Man smelter fuldstændig inden i, når han smiler til en og hans små pludrende lyde har efterhånden også nogle ganske charmerende træk. Jeg er fortsat ikke så god til at komme ud og gå, da det er meget tilfældigt, om han sover 20 min eller 2 timer. Forhåbentligt kan jeg snart se et mønster i det. Han er blevet så stor nu, at han i kortere perioder kan underholde sig selv, juhuu. Pt. ligger han fx i liften i soveværelset. Jeg kan høre, at han ligger og snakker, men han er glad og tilfreds. Skønt at man engang imellem lige kan få hænderne fri. Jeg har fortsat ikke de store forventninger til dagen og er rigtig glad, hvis jeg har nået bad, morgenmad og frokost. Og de dage, hvor jeg rigtig slår mig løs (hvilket der begynder at være flere af), har jeg også forberedt aftensmaden, til manden kommer hjem. Man bliver overrasket over, hvor længe det kan tage at lave aftensmad, fx pasta med tomatsauce, da det ofte bliver etapemadlavning (hak løg og chili - am baby - opvarm hakkede tomater og tomatpuré - gå en tur frem og tilbage med baby - husk at putte krydderier ned i saucen - bleskift - sæt pasta til at koge - am baby, gå med baby og leg med baby - prop pasta ned i saucen).
Den lille herre er i øvrigt blevet stor nu og har sneget sig op på 57 cm og 5.605 gram (ved fødsel 50 cm og 3.015 gram).
Anywho, indlægget her var blot for lige at sige, at jeg skam er herude endnu og at jeg er i live - mit døgn har bare fået betydeligt færre timer end hidtil.
 |
| Movember |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar