fredag den 12. september 2014

Barnevognspude

Nogen er efterhånden godt tyk og dermed relativt uhandy, hvilket betyder, at jeg ikke nødvendigvis kan klare alle de husprojekter, jeg gerne vil. Så jeg forsøger at skifte mellem havearbejde, husopgaver og krea syslerier. Seneste krea projekt var en barnevognspude.
 
Disse kan bruges som støtte til baby i barnevognen, fra de er ca. 6 måneder. Det er ikke barnets alder, som bør afgøre, om barnet kan bruge puden, men dets egen evne til at sidde uden støtte. Det er vigtigt, at puden kun er et supplement, til når man er på ture med barnevognen. Hvis man "puder" barnet op for tidligt, bliver det ikke stimuleret til at udvikle sine rygmuskler. Bruger du den derfor inden barnet kan sidde selv, så bør det kun være i kortere perioder - det samme gør sig gældende med de famøse skråstole, hvor barnet højest bør sidde 5-10 min, da det belaster ryggen og frarøver barnet stimulering af rygmusklerne.
 
Bonusinfo:
Et nyfødt barns ryg er C-kurvet, mens den voksne ryg har en dobbelt S-kurve, som udvikles i takt med at barnet erobrer den oprejste stilling. S-kurven medvirker til en affjedring af ryggen, som er væsentlig for den oprejste stilling. Hos spædbarnet er stort set alle led bøjelige. Musklerne udvikles, når de bliver brugt og når kroppen strækkes ud. Man anbefaler derfor, at baby ligger så meget på maven i de vågne timer, som muligt. Det er vigtigt, at ryggens strækkemuskler styrkes, for at barnet kommer ud af den sammenbøjede stilling. Derfor er det godt for det spæde barn at ligge på maven på et tæppe på gulvet, hvor det kan række ud efter ting og blive inspireret til at bevæge sig. Et barn er først "siddemoden", når det kan komme fra maveliggende til kravlestilling og derfra til siddende stilling. Inden da bør barnet ikke sidde i "passive møbler".
 
 
Mønsteret og DIY er købt hos Lise, som har bloggen Savværksvej. Du kan købe mønsteret her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar