mandag den 18. februar 2013

Billigt pålæg

Som veganer kan det være svært at finde hurtigt og nemt pålæg i køledisken i Netto i frokostpausen. Det kan derfor godt betale sig at være en anelse forudseende. Jeg har derfor i går lavet en ordentlig omgang bønnespread og chilihummus. Det kan holde sig op til 2 uger, men bliver højst sandsynligt spist inden da. Jeg bruger det som smørepålæg på brød eller som bonusdip til mit gnavegrønt.

Chilihummus:
- 3 dl tørrede kikærter (eller 500 g opblødte, svarende til 2 dåser)
- 1 dl olivenolie
- 2 fed hvidløg
- 1 dl vand
- saften fra 1 citron
- 2 spsk soyasauce eller tamari
- 2-3 tsk paprika
- 1 spsk tahin (kan udelades)
- salt
- 1-2 tsk sambal oelek (kan erstattes med chiliflager eller pulver)

Det hele smides i foodprocessoren - eller hvilket køkkenaggregat du nu har - og blendes til en velsmagende masse. Kan også laves i andre smagsvarianter, fx karry, spidskommen og koriander, kommen eller en helt fjerde. Jeg er bare ret vild med chili versionen.


Generelt behøver man ikke følge opskriften så slavisk. Jeg havde fx. ingen citronsaft, så udelod den bare. Den bliver klart bedre med, men kan uden de store problemer udelades.

Et lille tip: kog en ordentlig omgang kikærter på een gang og frys ned i poser svarende til en dåse. Så har du altid kikærter lige ved hånden til hummus eller gryderetter eller...





Bønnespread
- 2 dåser bønner, fx. røde kidneybønner
- 2 fed hvidløg
- 1 dl salte peanuts
- 6 spsk olivenolie
- 3-4 spsk vand
- salt, peber, paprika og sød chili eller cayenne efter smag.

Det hele blendes til et homogen masse. Hold den forholdsvist tyk, hvis det er til pålæg og tilsæt mere vand hvis det er til dip. 




Begge opskrifter giver store portioner, men hvorfor ikke lave en ordentlig omgang, nu når man alligevel er i gang med at grise køkkenet til? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar